Uddrag af “Dengang dyrlægen var hvalp”

DEN FØRSTE DAG …

"I er nødt til at få ham til at føle sig elsket. Ellers vil jeres behand-

ling aldrig komme til at virke."

Det blev sagt på en så insisterende måde, at det var tydeligt, at

manden var fuldstændig overbevist om sandheden i sine ord.

Dyrlægerne sagde ikke noget. Hverken chefdyrlægen eller dyr-

lægeassistenten hørte ellers til de mundlamme, men intet i deres

hidtidige veterinære karriere havde forberedt dem på denne type

klienter. Eller den type patienter, for den sags skyld.

Chefdyrlægen havde selvfølgelig hørt rygter om kollektivet, som

var flyttet ind på den gamle gård, men indtil dette øjeblik havde

han kun mødt kollektivets beboere i den lokale brugs. Der havde

dyrlægen – som de fleste af landsbyens beboere – blot kigget let-

tere undrende på tilflytterne, der skilte sig ganske meget ud alene

ved deres påklædning, det spraglede og flagrende hippietøj. Nu var

dyrlægen så, for første gang, blevet tilkaldt for at kigge på et af kol-

lektivets mange dyr.

Dyrlæge Christiansen, der havde været dyrlæge længere end han

egentlig brød sig om at tænke på, rømmede sig. Tydeligvis tog han

tilløb til at sige noget. Dyrlægeassistenten kom ham dog i forkøbet.

"Elske ham? Hvad mener du helt præcis?" spurgte assistenten,

og flyttede lidt nervøst på sig.

Det var den unge dyrlæges første dag i landpraksis. Første dag

som dyrlæge i det hele taget. For kun en uge siden havde han be-

stået sidste fag på dyrlægeuddannelsen. På intet tidspunkt i løbet af

de knap 6 år på Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole havde den

helbredende betydning af at bruge kærlighed som primær behand-

ling indgået i pensum. Den nyuddannede dyrlæge følte sig tydelig-

vis lidt på gyngende grund.

“Ja, giv ham kærlighed. Få ham til at føle kærlighed. Kærlighed

heler, ved I nok," insisterede klienten.

Dyrlægernes blik vandrede fra manden og til patienten.

I en gammeldags svinesti bygget af paller og med et stort hun-

dehus i midten, gik en kæmpe orne. En orne på den tunge side af

200 kilo, smurt ind i mudder og med særdeles veludviklede hjør-

netænder, der mindede om, at tamsvin nedstammer fra vildsvin.

Hver bevægelse ornen foretog sendte bølger af ornelugt ud i luften.

Eller ornestank, var nok en mere rammende beskrivelse, for godt

lugtede det ikke. Svinestien var trådt op og mudret, og stank lige så

meget som ornen.

En ram, harsk kraftig stank, som sure sokker vredet op i urin –

gange hundrede. En stank, der prikkede ubehageligt i næseborene,

og uvægerligt fik dyrlægerne til at trække vejret gennem munden,

mættede luften omkring dyret og svinestien.

Ornen stod på tre ben midt i svinestien og betragtede, med let

sammenknebne øjne, de tre mænd. Det var en gammel, erfaren orne,

der kendte sit eget værd. Formodentlig skyldtes det kun det dårlige

bagben, som dyret havde trukket op under sig, at den ikke enten var

kommet brasende lige i hegnet, eller var forsvundet ind i hundehuset.

Det var ikke et scenarie – eller et dyr – der ligefrem opfordrede

til kærlighed.

"Hør nu, øh, Heimdal. Det, øh, det var det, du hed, ikke?"

Christiansen tøvede et øjeblik. Han var ingen ørn til at huske

navne.

"Ja, undskyld, jeg er bare ikke god til navne," tilføjede han så, i et

anfald af pludselig ærlighed.

Normalt var Christiansen nemlig ikke meget for at indrømme,

at han var glemsom ud over det sædvanlige. Kommentaren var nu

også mest for det tilfælde, at Heimdal skulle opfatte hans spørgs-

mål som nedladende. For sådan var det bestemt ikke ment. Da

slet ikke hos en klient, der upåagtet sin besynderlige fremtoning,

en ankellang, batikfarvet kjortel og sandaler, var ejer af, hvad der

umiddelbart forekom som en mindre dyrepark.

Siden dyrlægerne var ankommet til gården, havde de, på vej

hen til patienten, mødt flokke af larmende påfugle og perlehøns,

masser af katte, en mindre flok hunde af ubestemmelig herkomst,

geder, får og ponyer, der tilsyneladende gik løse omkring på går-

dens område samt to køer, hvoraf den ene havde en kalv ved si-

den.

Christiansen var ganske vist dyrlæge, men han var også forret-

ningsmand. Byboer, der lige var flyttet på landet, og havde anskaf-

fet sig en masse dyr, det var stort set altid en ren guldmine for en

dyrlægepraksis. Så Christiansen havde bestemt ikke til hensigt at

være uhøflig overfor ornens ejer.

"Jo, eller, altså, jeg hedder faktisk Kjeld. Men nu hedder jeg

Heimdal, ligesom ham den nordiske gud, I ved, ikke. Det passer

bare meget bedre til mig," sluttede Heimdal, og rankede sig lidt.

"Ja, det er jo ikke os alle sammen, der er glade for vores døbe-

navn. Men, Heimdal …," begyndte chefdyrlægen.

"Hallo, stop. Jeg er ikke døbt, jeg er navngivet," indskød Heim-

dal, og løftede afværgende en hånd.

"Javel, ja, naturligvis," fortsatte Christiansen uforstyrret, og nik-

kede så i retning af svinestien. "Det, du har der, er et svin, en orne,"

pointerede chefdyrlægen. "Er det i øvrigt ikke ornen ovre fra Ol-

sen?"

"Jo, jo, lige netop. Vi var så heldige at få lov at få ham. Det er vo-

res julemad. Olsen sagde, at han, altså ornen, var blevet far til grise

nok, så han var på vej til slagteriet. Men vi ville gerne give ham et

halvt år mere i gode omgivelser, så han kan få stressen ud af krop-

pen, og dø lykkelig. Ih, jeg kan ikke vente med at sætte tænderne i

vores egen hjemmelavede flæskesteg. Det var jo også derfor, vi flyt-

tede på landet. For selv at producere vores mad."

Mandens ord fik den unge dyrlæge til at komme med en lyd som

et halvkvalt nys.

Den ældre dyrlæge kiggede indgående på klienten, der stod

med et stort glad smil og et drømmende blik i øjnene. Drømme

om hjemmelavet flæskesteg.

"Det er en orne," gentog Christiansen. "Du har godt set de der,

ikke?" fortsatte han, og pegede på ornens bagdel fra hvilken et par

testikler, hver især på størrelse med en mindre håndbold stak frem.

Selv en person uden erfaring med svin burde ikke være i tvivl om,

at der var tale om et dyr af hankøn.

"Jo, jo, hold nu kæft," det drømmende smil blev afløst af en høj

grinen. "Det er noget af et par nosser. Tænk, hvis vi andre havde

dem i den størrelse. Så ville I to også være nødt til at gå i kjortel,

for man kan sgu da ikke få bukser i en størrelse, der kan indeholde

sådan et par klodser."

En trækning for hurtigt over chefdyrlægens ansigt. Formodent-

lig ved tanken om, at han – ligesom ornens ejer – skulle være nødt

til at gå rundt iklædt kjortel.

"Sådan som den lugter," Christiansen pegede igen på ornen.

"Sådan smager den også. Kødet fra sådan en orne er uspiseligt."

Ornens ejer så undrende på dyrlægen.

"Hm, nå. Men det gør ikke noget. Vi kan godt lide krydret mad.

Vi er ikke så konforme som visse andre. Vi er åbne for nye madfor-

mer," sagde Heimdal.

"Udmærket," svarede chefdyrlægen uden at fortrække en mine.

"Så må vi jo hellere få kureret det dårlige ben på jeres, eh, krydrede

julemiddag.

Jeg tvivler dog på, at kærlighed alene kan gøre det. Vi er i hvert

fald nok, i første omgang, nødt til at undersøge det ben. Så hvis du

lige fanger ham ind, og holder ham for os, så …," begyndte Christi-

ansen med et lidt lumsk smil.

Her tog tingene en uventet drejning. Inden Christiansen havde

nået at tale færdig hoppede Heimdal over pallehegnet, og landede

med et højt svup i den mudrede svinesti, hvor han omgående sank

i til knæene.

Christiansen så forbløffet ud. Hans bemærkning havde været

ment som en morsomhed, der skulle have ledt frem til, at Heimdal

nok kunne forstå, at ingen af dyrlægerne havde tænkt sig at gå ind

til ornen.

Inden chefdyrlægen genvandt mælet, hev Heimdal op i kjortlen,

og vadede gennem mudderet hen til dyret.

Heimdal var ingen stor mand, og ved siden af ornen, som ra-

gede lidt over en meter op og vejede adskillige 100 kilo, så han de-

cideret lille ud.

Dyrlægerne holdt vejret. Det virkede som om ornen gjorde det

samme, muligvis af forbløffelse. I hele sin levetid havde den formo-

dentlig aldrig oplevet, at et menneske var gået ind til den.

Så var Heimdal nået hen til ornen. Her knælede han ned ved

siden af dyret, og slog så armene om dets kødfulde hals. Eller så

meget af halsen, som han nu kunne nå omkring. Ornen rørte sig

ikke af stedet.

Heimdal drejede hovedet, og kiggede tilbage mod dyrlægerne.

"Jeg har ham. I kan godt komme herind," råbte han. "Jeg fange-

de ham med kærlighed. Han kan fornemme, at jeg holder af ham,"

fortsatte han i et optimistisk tonefald.

Som for at overbevise de to tilskuere om sin affektion for ornen,

klappede Heimdal dyret mellem øjnene.

Det var der ornen besluttede, at den havde fået nok af Heim-

dals kærlighed. Med et højt grynt trak ornen sig baglæns ud af

mandens omfavnelse. Da ornen pludselig forsvandt ud af Heim-

dals arme, mistede han balancen, faldt fremover og landede di-

rekte på maven.

Et øjeblik surfede han på den mudderbølge, som ornens pludse-

lige bevægelse havde skabt. Så satte ornen i et spring fremad. Uhel-

digvis landede den på ryggen af Heimdal, der, akkompagneret af

en lyd som en kæmpebøvs, forsvandt ned i blandingen af mudder

og ornepis.

Ud ad øjenkrogen så dyrlægeassistenten, at Christiansen fandt

en stor sprøjte frem fra praksiskassen, og en flaske med penicillin,

som han hurtigt og rutineret trak op i sprøjten.

Til Heimdals held var ornen ikke på nogen måde aggressiv, den

ville bare væk. Den kæmpemæssige gris satte af fra Heimdals ryg,

der et sted nede i mudderet, og fortsatte fremad.

I det ornen passerede forbi dyrlægerne, lænede chefdyrlægen sig

frem over pallerne.

På omkring en halv meters afstand, med et næsten elegant svirp

af håndleddet, sendte chefdyrlægen den fyldte sprøjte afsted gen-

nem luften. Ornen udstødte et hvin af den anden verden, da sprøj-

ten borede sig ind i dens lårmuskulatur. Der havde været så me-

get fart på sprøjten, at det bratte stop ved mødet med grisens lår-

muskulatur, udløste stemplet, som suste i bund og dermed tømte

sprøjtens indhold ud i ornens lår.

"Hold da kæft," mumlede den unge dyrlæge. Det var begyndt at

gå op for ham, at hans nye chef havde været dyrlæge så mange år, at

der skulle virkelig meget til at ryste ham.

Ornen hvinede og tog en runde mere i svinestien. Da den for

anden gang passerede dyrlægerne langede Christiansen hurtigt en

arm ud og greb fat om sprøjten, som villigt forlod ornens balle. Or-

nen hvinede nok en gang, og forsvandt så ind i hundehuset.

Heimdals hoved dukkede op af mudderet.

"Jeg så det godt. Skidesejt. Er han rask nu, da han har fået en

sprøjte? Nu bruger han jo også det ben, der var dårligt, til at løbe

på," råbte han begejstret, og kom på benene.

Den unge dyrlæge tænkte, at de fleste nok ville kunne finde ud

af at bruge et dårligt ben til at komme væk, hvis de havde fået jaget

en sprøjte, på størrelse med et cykelstyr, i ballen.

Heimdal skøjtede rundt i mudderet, men lykkedes endelig med

at komme hen til pallehegnet, som han kravlede over. Den ankel-

lange kjortel klæbede til hans krop, og afslørede meget tydeligt, at

Heimdal ikke brugte underbukser. At Heimdal lige så godt kunne

have været nøgen, anfægtede ham ikke det fjerneste.

"Det er en begyndelse," oplyste chefdyrlægen. "Vi kommer og

kigger til ham igen i overmorgen."

"Vi healer på ham et par gange indtil da. Det trænger han til,

for der var jo – sandt at sige – ikke meget kærlighed i din behand-

ling."

Christiansen trak let på sine buskede, hvide øjenbryn, og med-

gav fredsommeligt, at healing sikkert ville fremme helbredelsen.

Alt for kunderne.

Christiansen var absolut ingen tilhænger af alternativ medicin,

som den unge dyrlæge skulle opdage. Faktisk var der intet chef-

dyrlægen var mere skeptisk overfor end netop alternativ medicin.

Men, hey, hvis kunden troede på healing, så for Christiansens skyld

ingen alarm, bare regningen blev betalt.

Inden chefdyrlægen pakkede den enorme glassprøjte, han hav-

de injiceret ornen med, ned i praksiskassen, inspicerede han om-

hyggeligt nålen.

Til dyrlægens fryd var nålen ikke engang blevet skæv. Christi-

ansen skruede nålen af, lod den glide ned ved siden af sprøjten og

mindede sig selv om, at han måtte huske at spritte sprøjte og nål af

inden han brugte sættet næste gang. Velvidende at han sikkert ville

glemme det. Men, hvad pokker, sprøjte og nål blev altid kun brugt

til penicillin, så bakterierne fik næppe mange chancer.

"Hvis I møder Måne på vej ud, så lad være at fortælle hende, at

I stak grisen. Hun tror ikke på vestlig medicin."

"Selvfølgelig," nikkede Christiansen, og tog afsked med Heimdal.

På vej tilbage til praksisbilen siksakkede dyrlægerne mellem di-

verse løsgående dyr. En påfugl slog sin imponerende hale op og

dansede rundt om dem, mens forårssolen glimtede og spejlede sig

i halens strålende metalfarver. Påfugledansen stoppede først da en

lille, aggressiv hane røg i hovedet på den fem gange så store påfugl.

Påfuglen smækkede haleviften sammen, lod halen falde ned i en

kakofoni af raslende fjer, og tog benene på nakken, tæt forfulgt af

den lille, sure hane.

"Hvem er Måne?" ville den unge dyrlæge vide.

"Aner det ikke," lød det ubekymrede svar fra chefdyrlægen,

mens han forsøgte at holde et æsels mule ude af praksiskassen, som

æslet var meget fascineret af.

"Den orne kunne med lethed have slået ham ihjel. Jeg er ikke

sikker på, at han ved det. Burde vi ikke have fortalt ham om risi-

koen ved at gå ind til en orne?" spurgte dyrlægeassistenten.

Chefdyrlægen stoppede brat op, og kiggede direkte på sin nye

assistent.

"Jeg er dyrlæge," fastslog han så. "Ikke psykolog. Folk må selv

finde ud af at tumle deres dyr. Og han lærer det vel, på den ene eller

den anden måde."

Christiansen skubbede til æslet, der stadig forsøgte at stikke næ-

sen i praksiskassen.

Æslet var af den vedholdende type. Det fulgte dyrlægerne helt

tilbage til praksisbilen, hvor det gav sig til at gumle på listen rundt

om det ene sidespejl.

Først da chefdyrlægen for tredje gang skubbede æslet væk, trak

dyret næsen til sig, om end det blev stående ved siden af bilen og

holdt øje med dyrlægerne.

"Bare rolig," sagde chefdyrlægen, mens han manøvrerede bilen

udenom en ko, der havde lagt sig til at tygge drøv midt i gårdens

indkørsel. "Normalt forventer vores svineklienter ikke, at vi hel-

breder deres dyr med kærlighed."

Den unge dyrlæge nikkede, og besluttede sig så til at være en

smule kry.

"Så vi skal heller ikke køre praksis iført kjortler, gætter jeg på."

"Det kan jeg love dig for, at vi ikke skal," udbrød chefdyrlægen

med følelse. "Og hvorfor han havde sådan en upraktisk tingest på,

kan man kun undre sig over. Det var i hvert fald ikke fordi hans,

du ved," chefdyrlægen pegede kort mod sit skridt, "ikke kunne

være i et par bukser. Det var da ret tydelig, der, da hans kjole var

våd."

Dyrlægeassistenten nikkede

"Må jeg spørge om noget?"

Chefdyrlægen nikkede.

"Øh, det der kast med sprøjten, hvordan …"

"Dart," kom det uden tøven fra den ældre dyrlæge. "Dyrkede

det en del i mine yngre dage, inden jeg blev gift. Det har vist sig

praktisk mange gange siden. De store glassprøjter er faktisk nem-

me at kaste med, og ramme også. Ikke noget at snakke om," lød det

med, hvad den unge dyrlæge skulle opdage, var en sjælden beske-

denhed hos hans chef.

"I vores branche er det i øvrigt heller ingen dårlig ide at lære

selvforsvar, og dyrke sport, så man har rimelig hurtige reflekser."

"Øh …," sagde den nye dyrlæge.

"Ja, altså så man kan forsvare sig. Og reagere hurtigt. Der er jo

en del af vores patienter, der ser det som deres livsopgave at for-

korte vores ditto."

"Øh …" lød det igen.

"Ja, altså du ved. De lurer bare på at komme til at slå os ihjel. Nå,

men velkommen til praksis. Jeg regner med, at du kan køre alene

fra i morgen."